Gravad laks – oregano
Dild er sikkert en udmærket krydderurt, hvis man kan lide den. Til fiskeretter er dild især udbredt, jeg holder meget af fisk, men jeg kan meget hurtigt få for meget af dild. Derfor har jeg begået en opskrift på en dildfri gravad laks. Jeg har benytttet oregano til at krydre med i denne opskrift, men jeg overvejer forsøg med andre krydderurter fx. timian eller rosmarin.
1 lakseside med skind (1,3-1,6 kg)
1 dl groft salt
1 dl sukker
1 dl oregano
2 spsk Whiskey
Rens laksen for skel og puds for hinder og fedt omkring bugstykket. Dub laksen tør med køkkenrulle og placer den med skindsiden nedad i et fad. Bland salt, sukker og oregano. Laksen pensles med whiskey. Dæk laksen med salt-sukker blandingen og masser den let ind i laksen. Lad laksen stå i køleskabet i 24 timer, der vil i denne periode afgives en mængde væske fra fisken, hvorefter laksen vendes med kødsiden nedad og ligger yderligere 24 timer på køl. Laksen tages op af fadet og placeres evt. i et rent fad til opbevaring.
Laksen skæres i tynde skiver ved servering. Skær kun hvad der umiddelbart skal bruges, da det hele stykke udmærket kan holde nogle dage på køl.